Hengivelse til håndværket
Mit navn er Patricia Burgaya, og jeg er dameskrædder med Dansk og Katalansk baggrund. Fra en ung alder, har jeg været betaget af at skabe klæder og har forfulgt drømmen med stor beslutsomhed.
Jeg har en uddannelse i beklædningsdesign fra København og har fået forskellig erfaring gennem praktikophold både inden for fast- og slow fashion. Det blev hurtigt klart for mig, at jeg ikke kunne arbejde i et fast fashion miljø. Jeg havde brug for at finde en måde at forblive tro mod mig selv og mine værdier på, respektere forsyningskæden og skabe et brand, der sænker tempoet og som ærer det håndværk og den ekspertise, der ligger bag tøjproduktion.
Dette førte til starten på Casa Burgaya, min base for ansvarlig mode. Her arbejder jeg bla. på at flytte danske brands' produktion til Europa og arbejde med håndværk i mit værksted i Odense. Jeg har taget kurser i couture-broderi gennem flere legater på Ecole Lesage i Paris. Dette håndværk bringer mig helt tæt på materialerne og ærer virkelig håndværket.


Historie
Navnet 'Burgaya' er mit Katalanske familienavn, hvorfra min mor kommer. Den del af mig, er enormt vigtig og er også vist i logoet, hvor de fire striber repræsenterer La Senyera - det Katalanske flag.
Min bedstemor var syerske og drev sin egen virksomhed på landet i Gurb, hvor hun skabte arbejde til mange kvinder, som ellers havde svært ved at finde arbejde. Hun er mit største forbillede, og jeg håber, at Casa Burgaya kan blive et sted for dygtige kvinder, der skaber et trygt og ambitiøst miljø.
Da jeg voksede op, drev mine forældre en virksomhed i 25 år. Min bror og jeg tilbragte vores ferier med at besøge deres leverandører rundt omkring i Spanien, hvilket lærte os vigtigheden af tætte relationer og respekt i alle dele af en virksomhed. Disse oplevelser bragte os også tæt på det håndværk, der ligger bag ethvert produkt, omend det er vin, olivenolie eller tøj. Hvert produkt er et håndværk, der kræver ekspertise og respekt for råmaterialerne.
Når vi ikke var i butikken, var vi i køkkenet, hvor min mor lavede mad til arrangementer. Hun lærte mig vigtigheden af en god sofrito. En sofrito er god, når den tilberedes langsomt og med tålmodighed, og den er grundlaget for enhver spansk ret. Hvis sofritoen ikke er god, er retten ikke god. Dette lærte mig vigtigheden af tålmodighed - dette er relevant i alle livets facetter og især inden for tøj. Hvis en konstruktion ikke er god og omhyggelig, vil tøjet ikke passe godt, og det vil ikke lykkes at få en kvinde til at føle sig smuk. Tålmodighed er grundlaget for alt godt.
Jeg tror, at denne baggrund giver et solidt fundament for Casa Burgayas udvikling, og jeg kan næsten ikke vente med at tage dig med på denne rejse.
Bæredygtighed
Som skrædder mener jeg, at vi har et stort ansvar overfor vores planet. Jeg er dedikeret til at være en del af en bevægelse, hvor designere aktivt arbejder for at stoppe de skadelige måder at producere og forbruge tøj på.
Jeg tror at mange tænker at mode og beklædning er et overfladisk emne, som kun de materialistiske beskæftiger sig med. Men sandheden er, at det er et emne der påvirker os alle sammen hver dag. Mode er noget der påvirker mange vigtige områder på globalt plan - politik, miljø, det er levebrød for millioner af mennesker, og flere landes økonomi hviler tungt på tekstilindustrien.
Og de valg der tages i et couturehus, sætter præg på det tøj vi alle klæder os i, om vi vil det eller ej.
Forureningen vi bidrager til er ødelæggende ikke kun for naturen, men også for de mennesker, der producerer vores tøj. Mange af dem har ingen andre muligheder på grund af deres levevilkår.
Derfor arbejder jeg efter en slow business model, engagerer mig i uddannelse og udvælger nøje mine partnere, teknikker og materialer.
Når jeg arbejder med mine kunder, hjælper jeg bla. med at rykke deres produktion til Europa, hvor jeg opbygger forsyningskæder med mine betroede partnere. Jeg kender mine leverandører indgående og vi kan på den måde hjælpe til at sikre gode forhold og gennemsigtighed fra råmaterialer til færdigt produkt.
Ved at rykke produktionen tættere på, vinder du kontrol over alle aspekter af dit produkt, og du sikrer dig at alle behandles med respekt.
Jeg tror helhjertet på, at du aldrig må sætte nogle til at arbejde under forhold, du ikke selv kunne acceptere.
Læs mere om mine partnere her

Billeder og video PhotoLiebmann
Adresse: Brandts Passage 28, Odense C
Privatlivspolitik
Kontortider – Mandag-Fredag 08.00-17.00
Værksted/Showroom – Monday-Friday: 11.00-16.00
Saturdays: Efter aftale

